Om Skolen Ved Åen
Skolen ved åen er et læringstilbud der kan stå i stedet for den almene grundskole. Vi har åbent for indmeldelse af elever fra cirka 6 år til 16 år - altså dem der ellers ville gå i 0.-9. klasse.
Jeg arbejder med hold af ca. 10 elever. Holdet er aldersblandede efter interesse og evner og eleverne arbejder sammen eller alene efter ønske og aftale med vejlederen.
Jeg skeler ikke til diagnoser der ellers kan rummes i den almindelig grundskole. Jeg har erfaring med elever med bl.a. skolevægring, ADHD, autisme og angst. Skolen rummer alle religioner, køn, etniciteter og politiske standpunkter. Intern tolerance blandt elever og forældre vægtes meget højt.
Skolen er demokratisk og altid for dialog.
Eksempel på en skoledag:
Dagen begynder mellem 8 og 9 og varer til kl. ca. 14. Det er her vi ligner en almindelig skole mest, fordi der er faste åbningstider. Der kan laves aftaler med den enkelte familie om andre mødetider eller steder i perioder. Inden dagen slutter laver alle elever log. Loggen er vores måde skabe overblik over den enkeltes udvikling på og hjælper os med at dokumentere udviklingen uden at teste eleven.
Morgenen er rolig med tid til at lande. Yoga, morgengåtur og bål er eksempler på muligheder om morgenen.
Dagene er ikke minutiøst planlagt. Jeg har som vejleder altid muligheder med, som eleverne kan vælge til. Det kan være praktiske opgaver eller projekter der kræver research, det kan være kreative ideer eller en ekskursion. Dagene vil se forskellige ud alt efter elevens interesser og alder, men jeg vil prøve at give jer nogle tænkte eksempler:
Elliot på 6 år møder ind en mild efterårsdag kl. 8.30 og er med til at tænde op i bålet. Han spørger ind til ild og undrer sig over hvor ilden kommer fra og hvorfor den er varm. Flere andre elever virker interesserede og kommer med flere spørgsmål eller svarer. ”Lad os undersøge det” siger vejlederen og foreslår at starte med at tænde ild til det våde græs med tændstikkerne. Siden forsøge at sætte et tændt fyrfadslys under et glas og gætte på hvad der sker. Og så videre for at komme frem til hvad der er brug for, for at ild kan opstå. Dette kan så noteres eller tegnes. Eller vi kan skrive en historie sammen om ild. Hvis en af de større elever, f.eks. Edith på 12 år er blevet nysgerrig på det med energien i det der brænder og hvor den kommer fra hjælpes hun i gang med at undersøge fotosyntesen og hun finder ud af om hun kan præsentere det for os andre på en fed måde. Det kan været noget ”skolsk” som et foredrag, men det kan også være en sang, et forsøg eller et billede.
På Skolen Ved Åen tænker vi ikke i fag, men i projekter som ikke behøver have et produkt, men godt må. Vi øver os i at turde prøve ting af og i at læringen sidder i fejlene. Mange vil spørge bekymret ind til fag som matematik eller engelsk, for falder de nu en naturligt at komme igennem, når man arbejde på den måde? Ja, de gør. Jeg kan som lærer og vejleder se matematik alle vegne, men tro det eller ej - det kan eleverne også. Og det kan blive sjovt når man lærer matematik og logik med naturen, i køkkenet, med budgetter, i byggeprojekter og så videre. Ønsket om at kunne tale engelsk eller andre fremmedsprog kommer også helt af sig selv med bevidstheden om hvad de kan bruges til.
Når vi har den tiltro til børnene og de unge - og hjælper dem, støtter dem og viser dem verden og det levede liv - opnår vi at deres motivation ikke spoleres af udefrakommende pisk eller gulerødder.